Planlægning af eksperiment ang. testforsøg med bodysensorer

Hermed en beskrivelse af nogle tanker vedrørende eksperiment.

mvh.
Anders Bonde

Stimuli

Genstanden for testforsøget er “Stabsmødescenen” i dokumentarfilmen Fogh bag facaden (Guldbrandsen, 2003), hvor Sjostakovitjs ‘Vals nr. 2’ indgår som ledsagemusik. Her er der primært tre forskellige semiotiske ressourcer i spil: levende billeder, reallyd og musik; sekundært tekstede meddelelser vedrørende sted (Christiansborg). Det er ikke teknisk muligt at generere en AV-version eller en audio-version med reallyd uden musik, men det omvendte (musik uden reallyd) kan for så vidt godt lade sig gøre, såfremt jeg finder samme indspilning af valsen, som Guldbrandsen har anvendt, og klipper på samme måde. Følgelig er der fire mulige stimuli:

1. AV-versionen (billeder, reallyd og musik)

2. Billedforløbet alene

3. Lydforløbet alene (reallyd og musik)

4. Musikken alene

Dog vil der være en del teknisk redigeringsarbejde forbundet med at skabe en audio-version uden reallyd, som på tilfredsstillende vis matcher det oprindelige lydspor. Spørgsmålet er også, om det egentlig kan betale sig, for i langt størstedelen af denne scene er musikkomponenten altdominerende i forhold til reallyden, og kun til sidst, hvor musikken afbrydes brat, er der to talte fraser. Umiddelbart mener jeg ikke, at det er besværet værd, og således vil jeg begrænse mig til de første tre stimuli.

Datakilder

· Heart rate variablity (HRV).

· Skin conductance / Galvanic skin response (GSR).

· Free induction (FI).

Testdesign

Jeg stiler mod kontrollerede laboratorieeksperimenter, hvor jeg måler subjekters fysiologiske reaktioner (HRV og GSR) på baggrund af audiovisuelle, visuelle og auditive stimuli og efterfølgende indsamler frit afrapporterede følelsesindtryk og associationer (FI). Her er således tale om en art metodetriangulering, hvor formålet er at anvende resultaterne fra selvrapporteringerne som fortolkningsgrundlag i forbindelse med aflæsningen af de fysiologiske målingsdata.

Laboratoriemiljøets “unaturlighed” er et grundlæggende vilkår, jeg må forhold mig til og tage forbehold over for. Det specifikke valg af stimulusmateriale (et lille udsnit fra en ældre dokumentarfilm) tilsiger, at testpersonerne placeres uden for den kontekst, hvori de almindeligvis perciperer og recipierer audiovisuelle produkter, og dette vil formentlig have indflydelse på resultatet. Som laboratorieeksperiment er der imidlertid nogle standardkrav, som jeg ved at efterkomme kan sikre undersøgelsens validitet og realibilitet. Selv om bodysensorerne er trådløse og derfor meget fleksible med hensyn til, hvor jeg laver eksperimentet, er det væsentligt at vælge nogle faciliteter, hvor følgende kan honoreres:

· Der skal være mindst to indbyrdes tilstødende lokaler, hvoraf testpersonen befinder sig i det ene, og hvor jeg (og evt. en anden, der leder eller bistår i udførelsen af eksperimentet) sidder i det andet og har mulighed for at overvære testpersonen, uden at denne kan se os. Det handler om at minimere enhver form for ekstern påvirkning under selve målingsfasen. Til gengæld kan det være, at interaktion med testpersonen i forbindelse med dennes afrapportering er ønskelig (?)

· Det vil formentlig være tilrådeligt at lade testpersonerne sidde med måleudstyret et stykke tid inden det egentlige testforsøg, således at de vender sig til laboratorieomgivelserne.

Tilrettelæggelse af testforsøget

Det vil formentlig være både muligt og ønskeligt at inddrage studerende på musik-, psykologi- eller kommunikationsuddannelserne i udførelsen af eksperimentet, lige som Iben Have angiveligt har gjort det (Have, 2010, 60). Dermed vil jeg imødekomme fakultetets hensigtserklæring mhp. integration af forskning og undervisning, og der vil være et læringspotentiale for de studerende samtidig med, at jeg vil kunne iværksætte flere test end ellers.

I det hele taget er det både oplagt og interessant at trække på og referere til Haves tidligere undersøgelse (ibid.), nu hvor jeg overordnet set vælger samme stimulusmateriale. Også anvendelsen af begreberne emotional immersion og critical reflection (ibid., 48) er guidende for min tilgang (jf. beskrivelsen af testdesignet). Haves undersøgelse er baseret på semistrukturerede kvalitative fokusgruppeinterview, hvor respondenterne først ser hele dokumentarudsendelsen og derefter interviewes (gruppevis). Herefter udvælge en 1-3 scener eller klip (ibid., 50) som basis for endnu et fokusgruppeinterview vedrørende musikken specifikt. Med inspiration herfra påtænker jeg en række ændringer i mit eget testforsøg, idet

· jeg lægger mig fast på blot én scene fra filmen.

· jeg ikke anvender fokusgrupper, men enkeltpersoner i forsøget;

· enkeltpersonernes afrapporteringer skal understøtte en fortolkning af de fysiologiske målingsdata, der som bekendt er det primære i nærværende undersøgelse (metodetrangulation).

· subjekterne ikke kun afrapporterer specifik i forhold til musikken, men også til billederne.

Ovenstående betyder, at nærværende undersøgelses subjekter er at betragte dels som testpersoner, hvis emotionelle reaktioner på baggrund af perception og reception af de udvalgte stimuli måles fysiologisk i; og dels respondenter, som kritisk-reflektivt afrapporterer i form af ‘fri induktion’ (Tagg, 1989). Det betyder også, at det bliver uoverkommeligt at vise hele dokumentarfilmen forud for hver test; jeg må ‘gå lige til bidet’, så at sige, men eventuelt på en måde, hvor den udvalgte scene kontekstaliseres situationsmæssigt, således at et kortere forløb inden den centrale scene også afspilles.

Hertil kommer, at min fokus på multimodal emergens som emotions- og betydningsfænomen adskiller sig fra Haves (2010) undersøgelse, hvor det alene er musikkens indvirkning på det sete, som undersøges og diskuteres. I nærværende undersøgelse handler det netop ikke blot om musikkens indflydelse i forhold til det sete, men derimod om de forskellige semiotiske ressourcers gensidige indvirkning – og navnlig spørgsmålet, om ressourcernes individuelt afstedkomne emotioner og associative betydninger projiceres i den audiovisuelle helhed, eller om helheden transcenderer og/eller emergerer i forhold til delene. Af samme grund skal hverken billeder, reallyd eller musik ‘primes’ (tildeles forrang) i undersøgelsen.

Subjekter

Da der i realiteten bliver tale om en pilottest, er det oplagt at spørge kollegaer fra Institut for Kommunikation, om de har lyst til at medvirke.

Testkonditioner

Til trods for, at reallyd og musik teknisk set er integreret i én audio-komponent og billedforløbet tilsvarende i en video-komponent, giver det mening rent perceptuelt og receptivt at sondre mellem filmens diegese i form af billedforløbet og realyden (kort sagt handlingsforløbet) på den ene side og den nondiegetiske musik på den anden. Dette har betydning for den selvrapporteringsopgave, jeg stiller i forlængelse af de fysiologiske målinger: Således finder jeg det mest meningsfuldt at bede subjekter, der præsenteres for AV-versionen, om at forholde sig til enten handlingen (og ikke billedforløbet alene) eller musikken. Hvad angår de subjekter, der præsenteres for lydforløbet alene, kunne man ligeledes bede nogle om at forholde sig til selve handlingen og andre til musikken. Det, der kunne begrunde en sådan distinktion, er udsigten til at opnå en nærmere forståelse af reallydens henholdsvis musikkens betydning for de fysiologiske målingsdata, idet subjekterne får mulighed for at fokusere nøje på og tage stilling til specifikt de lyde (herunder talt dialog), som ellers indgår som en uadskillelig del af filmens handlingsforløb. Dermed opererer jeg med følgende testkonditioner:

· AV-versionen kombineret med selvrapporteringsopgave vedrørende handlingen

· AV-versionen kombineret med selvrapporteringsopgave vedrørende musikken

· Lydforløbet alene kombineret med selvrapporteringsopgave vedrørende handlingen

· Lydforløbet alene kombineret med selvrapporteringsopgave vedrørende musikken

· Billedforløbet alene kombineret med selvrapporteringsopgave vedrørende handlingen